Verden er ikke uden revolution!

Denne artikel afspejler skribentens egen holdning, og ikke DKUs egne holdninger og analyser.

Af kammerat Stanko

Som socialist i det 21. Århundrede kan man ofte blive lidt håbløs, da man ikke rigtigt ser socialistiske revolutioner mere. Men dette er en misforståelse. I dag, i 2022, foregår der fire Folkekrige rundt i verden. Folkekrigen i Indien, Folkekrigen i Tyrkiet, Folkekrigen i Peru og Folkekrigen i Filippinerne. Jeg vil i denne artikel gerne fortælle om de forskellige revolutioner der foregår i verden i dag, og give læseren et indblik på de forskellige partier der leder disse revolutioner. Men før vi kommer ind på situationen i disse forskellige lande, må vi først forstå hvad begrebet Folkekrig egentlig betyder.

Hvad er Folkekrig?
Folkekrig er det begreb Mao Zedong brugte til at beskrive den revolutionære strategi Kinas folk måtte udnytte for at besejre fjenden. Det er massernes krig styret absolut af Kommunistpartiet. Det er krig, som ved at basere sig på princippet om, at folket er drivkraften i skabelsen af verdens historie, tager udgangspunkt i den konkrete virkelighed, hvor masserne generelt er relativt uorganiserede, men på et længere sigt vil blive organiseret, og gå fra at være en stærk uorganiseret kraft til en stærk organiseret kraft, gennem de tre stadier af udviklingen af ​​den væbnede kamp; Strategisk defensiv, strategisk ligevægt og strategisk offensiv. Folkekrigen begynder med det umiddelbare mål at skabe en revolutionær støttebase, som etablerer Ny Magt, den revolutionære politiske magt af proletariatet og masserne, og udvider den lidt efter lidt indtil den endelige magterobring i hele landet. Folkekrigen udløses som en guerillakrig gennem små grupper med målet om en organisering af guerilla-hæren, begyndende med væbnede propagandaaktioner og senere guerillakrig, skabe guerillazoner og operationelle zoner med det formål at omringe store områder, mobilisere masserne, politisere dem, organisere dem og bevæbne dem lidt efter lidt for at skabe de revolutionære støttebaser og den Nye Magt. Guerillakrigen og støttebaserne er strategiske faktorer, der løber gennem hele Folkekrigens forløb, fra deres etablering og igangsættelse i begyndelsen og helt op til erobringen af magten i hele landet.

Folkekrigen i Filippinerne
Ikke lang tid efter Filippinernes Kommunistiske Parti (FKP) blev stiftet den 26. december 1968, sluttede partiet sig til de andre kadrer og ledere af en folkehær kendt som HMB og engagerede dem i ideologiske og politiske studier, massearbejde og politisk militær træning. Den 29. marts 1969 blev den Nye Folkehær (NPA) oprettet og den 24. april 1973 den Nationaldemokratiske Front (NDF).

NPA spredte sig hurtigt sammen med FKPs organisatoriske arbejde. I 1972 havde det etableret 735 organiseringskomiteer, der regerede over 400.000 mennesker over hele landet. I løbet af det næste årti udvidede NPA sig som svar på Ferdinand Marcos og erklæringen om militær undtagelsestilstand i Filippinerne. FKP og NPA var med succes i stand til at etablere sig på landet og nåede en massebase på over en million mennesker.

Der har har været så mange guerillaaktioner fra NPA at det ville være umuligt at lave en liste over dem, og kammeraterne udfører fortsat aktioner den dag i dag. Jeg vil desuden holde dette afsnit kort, da en anden kammerat forbereder sig på at udgive et skriv der omhandler Filippinernes Kommunistiske Parti specifikt, og dermed også Folkekrigen det fører.

Folkekrigen i Tyrkiet
Den 24. april 1972 blev Tyrkiets Kommunistiske Parti/Marxist-Leninist (TKP/ML) dannet af en gruppe revolutionære ledet af Ibrahim Kaypakkaya, og havde til hensigt at føre en folkekrig. Desværre blev Kaypakkaya i begyndelsen af 1973 angrebet af fjenden og såret. Selvom det lykkedes ham at flygte, blev han senere fanget og udsat for alvorlig tortur i flere måneder. Den fascistiske tyrkiske stat, efter at have undladt at få nogen organisatoriske hemmeligheder fra ham, myrdede ham den 18. maj 1973 i et fangehul i Diyarbakir. Han var dengang kun 24 år gammel. Med Kaypakkayas martyrdød manglede partiet central ledelse, og dette ledte til mange splittelser, men partiet og dets lokale organisationer begyndte hurtigt at vokse igen.

Partiet har sin væbnede fløj, kaldet Tyrkiets Befrielseshær af Bønder og Arbejdere (TIKKO). Den væbnede kamp føres i to regioner i Tyrkiet – Tyrkisk Kurdistan og Sortehavsregionen. TIKKO begyndte at gennemføre guerillaaktioner i slutningen af 1970’erne, primært i Tunceli-provinsen, hvis indbyggere så den maoistiske guerillakrig som hævn for undertrykkelsen af Dersim-oprøret i 1938.

Den 17. maj 1985 udsendte TKP/ML en propagandameddelelse til millioner af tv-seere i Istanbul, der erstattede aftennyhederne med en lang udtalelse der indeholdte paroler som ”LÆNGE LEVE DEN LYSE VEJ AF MARX, ENGELS, LENIN, STALIN OG MAO ZEDONG!” og ” LÆNGE LEVE DET ARBEJDENDE FOLK I TYRKIET AF ALLE NATIONALITETER!”.

Der har gennem årene været adskillige væbnede aktioner fra TKP/ML og TIKKO. I 2000 åbnede TIKKO ild mod en special-taskforce fra politiet i Istanbul. I 2013 blev kontrolbygningen til en vandkraftværksregulator bombet på landet i Tunceli-provinsen, hvor eksplosionen ødelagde hele det tekniske system i bygningen. I marts 2014 angreb TIKKO en politistation i Tunceli. TKP/ML erklærede, at angrebet var hævn for Berkin Elvan, den 15-årige kurdisk-tyrkiske dreng, der blev myrdet af politiet. I August 2014 angreb TIKKO en gendarmeriestation i Ovacik,og senere i 2015 angreb de en gendarmeriestation i Hozat, efterfulgt af et angreb samme år mod militærbasen Amukta i Hozat. I 2017 blev der sat ild til AKPs (det regerende parti i Tyrkiet) hovedkvarter i Pendik-distriktet, Istanbul.
Tyrkisk Kurdistan i det østlige Tyrkiet er et område, hvor partiet har arbejdet længe, men desværre også har været udsat for alvorlige tab. De fleste af de to områder er bjergrige, med tyk sne, der dækker landskabet i over tre måneder, så man kan godt forestille sig at kampen ikke er nem. Udover områderne med væbnet kamp har TKP/ML et bredt netværk af aktiviteter blandt arbejderklassen og unge, især i byerne Ankara og Istanbul. Det har også en voksende indflydelse blandt studerende, hvor universitetsungdom er et hovedcenter for støtte til partiet.

Folkekrigen i Peru
Den væbnede kamp i Peru har raset gennem landet i over 40 år. Det startede da Perus Kommunistiske Parti (PKP), bedre kendt som Den Lysende Sti (Sendero Luminoso), påbegyndte folkekrigen den 17. maj 1980. PKP havde gennem mange års organisering skaffet sig en masse loyale fattigbønder og arbejdere, allesammen villige til at sætte en ende på borgerskabets diktatur. Det startede med guerillaaktioner i to områder i Ayacucho; Nedbrændingen af den kommunale bygning i et distrikt i Lima og boykot af valg i Chuschi. Den væbnede kamp udviklede sig kun derfra af. Overfald på politiet og selektiv udslettelse af godsejere blev udført, hvilket genererede en stor massemobilisering af bønder, som meldte sig frivilligt til militsen. Folkekomitéerne opstod, voksede og formerede sig. Guerillaer angreb Ayacucho-fængslet og efter at have besejret ca. 100 politifolk befriede de ca. 200 fangere. De saboterede elnettet og kommunikationslinjerne og der blev givet støtte til arbejderstrejker med væbnede aktioner.

Den 5. april 1992 gennemførte Perus daværende præsident Alberto Fujimori et kup og indførte sit fascistiske diktatur, støttet af den amerikanske regering. Under dække af at bekæmpe “narkotika” havde Pentagon udstationeret hundredvis af Navy Seals og Special Forces i Perus Andes- og Amazon-regioner. I maj 1992, blot en måned efter Fujimoris kup, lancerede 2000 af hærens tropper et missil- og våbenangreb på Canto Grande-fængslet. Fangerne kæmpede i fire dage, men til sidst blev 100 myrdet og over 80 fanger forsvandt.

Den 12. september 1992 blev partiformanden, Abimael Guzman Reynoso, bedre kendt som Formand Gonzalo og andre topledere arresteret. Kontrarevolutionen fortsatte sin offensiv mod PKP ved at kombinere militære angreb med ideologiske angreb. I begyndelsen af ​​1993 udgav Fujimori de såkaldte Peace Accord-breve, der påstås at være skrevet af Gonzalo selv. Dette kapitulationsdokument blev aktivt fremmet af nogle tidligere kammerater fra fængslet, inklusive ledende medlemmer. Regeringen søgte at skabe forvirring i PKPs rækker.

Folkekrigen nåede sit højeste da PKP havde erobret et territorie der bestod af omkring 40% af hele Peru, men har dog siden 2000 haft meget lav aktivitet. Dette betyder ikke at kampen er slut. Partiet har kæmpet hårdt for en reorganisering og rekonstruktion, og har på det seneste vist mere aktivitet, gennem bl.a. væbnede agitations- og propagandaaktioner og angiveligt arbejderorganiserede angreb mod minelejre.

Folkekrigen i Indien
I Indien startede det hele med Naxalbari-oprøret. I 1965 udsendte Siliguri Group, en faktion inden for det nydannede Indiens Kommunistiske Parti (Marxist) (IKP(M)), løbesedler, der opfordrede til en øjeblikkelig påbegyndelse af den væbnede revolution. Igennem 1966 organiserede Siliguri Group bønder i alle dele af Naxalbar. Bue og pile, og endda nogle få rifler blev samlet og forbindelse blev etableret med de aktive nepalesiske maoister kun få kilometer væk. Den 3. marts 1967 begyndte offensiven. En gruppe bønder omringede et jordstykke i Naxalbari-regionen og markerede grænserne med røde flag. Her begyndte de at høste afgrøderne. Det første sammenstød fandt sted mellem bønder og godsejere, hvor godsejerne fik fat på en bonde og tæskede ham. Som respons på dette overtog de revolutionære bønder jord, madkorn og våben fra godsejerne, hvilket førte til yderligere voldelige sammenstød. Regeringen begyndte hurtigt at samle politistyrker for at håndtere oprøret.

Kinas Kommunistiske Parti hyldede opstanden. Den 28. juni 1967 udsendte Radio Peking: “En fase af bøndernes væbnede kamp ledet af revolutionære fra det indiske kommunistparti er blevet oprettet på landet i Darjeeling-distriktet i den vestlige bengalske delstat i Indien. Dette er forpoten af revolutionær væbnet kamp iværksat af det indiske folk…”.

Opstanden fik moralsk støtte fra kommunisterne i Nepal og Kina, hvilket samtidig forværrede dens forhold til Indiens Kommunistiske Parti (Marxist), eftersom ledelsen af partiet var Sovjet-allieret og dermed modstandere af Kina og Mao Zedong-Tænkningen. IKP(M) udviste adskillige af sine medlemmer, der støttede oprøret. Udviste kommunister som Charu Majumdar organiserede sig senere i en organisation, der videreudviklede sig til Indiens Kommunistiske Parti (Marxist-Leninist) (IKP(ML)).

Folk over hele Indien blev inspireret af Naxalbari-opstanden og fulgte trop. Konstante angreb mod politiet og drab på godsejere foregik gennem 1970’erne og 1990’erne. Efter mange split og sammenslutninger ender ”naxalitterne” endelig med at have et ledende fortropsparti, Indiens Kommunstiske Parti (Maoist) (IKP(Maoist)), stiftet i 2004. Dets paramilitære fløj Folkets Befrielsesguerilla-hær (PLGA) stiftet få år tidligere. IKP(Maoist) er aktivt i skovbæltet Chhattisgarh, Bihar, Jharkhand, Maharashtra, Odisha og nogle fjerntliggende regioner i Jharkhand og Andhra Pradesh og Telangana.

IKP(Maoist) har udført utallige angreb mod den borgerlige regering. Den 15. februar 2010, hvor flere af PLGA guerillaer dræbte 24 personer fra Eastern Frontier Rifles. Den 6. april 2010 overfaldt og dræbte maoisterne 76 soldater. Den 25. maj 2013 overfaldt PLGA en konvoj fra den indiske nationale kongres i Bastar og dræbte 27 politikere og politibetjente. Den 3. april 2021 blev 22 soldater dræbt i et maoistisk angreb på grænsen til Bijapur og Sukma distrikterne i det sydlige Chhattisgarh.

I 2022 indrømmede Vestbengals statsregering og politi, at der havde været en maoistisk genopkomst, især i Jhargram, Purulia, Bankura, Vest Midnapur og Nadia. I maj 2022 blev en ny styrke oprettet af Special Task Force for Vestbengalsk politi ved navn “Maoist Suppression Branch”. Også et tegn på en maoistisk genopkomst udvidede maoisterne til nyt territorium i 2020’erne, især Madhya Pradesh. I 2022 faldt det meste af Kanha-tigerreservatet i Madhya Pradesh under maoistisk kontrol.

Fremtiden er Rød!
Over alt i verden ser vi andre partier og organisationer blive inspireret af disse Folkekrige, hvor mange allerede forbereder sig på at starte den væbnede kamp i deres land. Dette hører vi blandt andet fra Ecuadors Kommunistiske Parti (Rød Sol) og Brasiliens Kommunistiske Parti (Rød Fraktion). Folkekrigen i Filippinerne avancerer sig især, med mål om snart at gå til angreb i storbyerne. Fremtiden ser lys ud, fremtiden ser rød ud. De borgerlige medier kan fortsat sprede deres propaganda om at kommunisterne ingen chance har og at de er ondsindede terrorister, fordi akkurat det samme blev der sagt om Bolsjevikkerne og Kinas kommunister af de daværende borgerlige medier. Det er den samme omgang kapitalistisk vås, der kun narrer lettroende folk og småborgere.