Kritik af den kapitalistiske politiske økonomi

Af kammerat Cornelius

Kære læser

Dette vil være den første artikel i hvad der forhåbentligt bliver en længere serie af dannende artikler, der forklarer og formidler den kommunistiske teori på et niveau, som er tilgængeligt for enhver.
Denne vil omhandle kritikken af kapitalismen, hvilket er derfra nødvendigheden for en kommunistik teori kommer fra. Det er at sige, at hvis der intet galt var, med kapitalisme, så ville der heller ikke være et behov for en teori, der skal guide den til sin afgrund.

Kort klargørelse af termer.
Jeg er klar over, at der ofte er en kløft mellem den almene brug af et ord og den måde vi kommunister bruger et ord på. Jeg har derfor klargjort her hvad vi mener med nogle ord for at undgå forvirring.
Kapitalisme er for vores vedkommende en samfundsform der er præget af, det private ejerskab af samfundets produktionsmidler (altså alt det vi bruger til at producere med), den kollektive arbejdsmåde og favoriseringen af produktionen af handelsvarer (altså en vare man kun laver for at kunne sælge) til salg på en generaliseret markedsøkonomi, der også behandler selve arbejdskraften som en handelsvare.
Klasse er hvad vi kalder en samfundsmæssig gruppe, som er forenet af deres rolle og plads i samfundet, som sikre deres levevilkår.
Proletariatet og borgerskabet er de to primære klasser under kapitalismen, som alle andre klasser tendensere henimod. Proletariatet -den største af de to- er beskrevet af at være nødt til at sælge sin arbejdskraft (ens evne til at gøre arbejde) for at kunne dække sine livsbehov. Borgerskabet -den mindre af de to- er beskrevet af at leve af væksten i sin kapital gennem investeringer, renter og lignende. Forholdet mellem disse to klasser er hvad der er grundlaget for kritikken.
Kommunisme vil her blive brugt til at beskrive proletariatets ideologi, som har som hovedmål at befri proletariatet fra borgerskabets styre.
Liberalisme vil her blive brugt til at beskrive borgerskabets ideologi, som har som hovedmål at bevare, sikre og uddybe borgerskabets styre.
Socialisme er for vores vedkommende en samfundsform -på samme måde, som kapitalisme- men er karakteriseret ved afskaffelsen af det private ejerskab af produktionsmidlerne, den kollektive arbejdsmåde og den samfundsmæssige produktion til dækningen af folkehusholdningens behov.

Den simple “moralske” kritik.
Kritikken af kapitalisme er næsten lige så gammel, som kapitalismen selv, da kritikken kom ud af de selvsamme liberale og borgerlige revolutionære bevægelser, som bragte kapitalismen til verden. Allerede i de første år af det 19’ende århundrede -kort efter den franske borgerlige revolution- der kritiserede folk, som Henri de Saint-Simon, det nyligt skabte samfund. Selvfølgelig er den blevet mere raffineret siden da, men den generelle kritik går som følgende:
Du og jeg, og langt de fleste mennesker omkring os, lever på lønnen fra vores arbejde. En løn, som vi får for salget af vores arbejdskraft.
Så langt så godt. Lad os prøve, at afdække dette forhold.
Okay, når man skal have sig et arbejde, der møder man sin chef, sin ansætter; en der er ansat af virksomhedens kapitalejer (altså den del af borgerskabet, som ejer lige netop denne virksomhed) til at ansætte folk i virksomheden.
Og til dette møde, der bliver der fremlagt en række ting: Hvad du skal lave, Hvilke dage du skal arbejde, Hvor længe du skal være på arbejde for, Hvad du har tilgængeligt for at udføre arbejdet osv…
Men den del vi vil interessere os i her er spørgsmålet: Hvad du for i løn.
Jeg ved ikke med dig men jeg får omkring 130 kroner i timen, som udgangspunkt.
Nårh ja og hvad så?
Jo ser du, vi ved nu, at hvis jeg får 130 kroner for at lægge min arbejdskraft tilgængeligt for virksomheden i en time, så må og skal virksomheden tjene mere end 130 kroner på det arbejde jeg faktisk udfører på en time, fordi ellers ville jeg aldrig have været ansat.
Så vi, der arbejder, vil aldrig for løn som fortjent.
Vi ved også, at fordi borgerskabet, som ejer virksomheden, lever af virksomhedens overskud, så må en del af det mit arbejde, som jeg ikke bliver lønnet for, gå til at understøtte levevilkårene af folk der har leveret intet arbejde til den faktiske produktion, som rigdommen kom fra.

Og denne konflikt er den simple moralske kritik af kapitalisme; at kapitalismen grundlæggende bygger på berøvelsen af det arbejdende flertal for berigelsen af det dovne mindretallet!

Den udvidede kritik
Alt det foregående var en kendt kritik i Marx’s tid, så hvad han arbejdede med var udvidelsen af kritikken og med at fjerne den subjektive moralske vurdering af hvad der er retfærdigt.

Fordi, hvis du kommer med den allerede fremlagte kritik, så kan man blive mødt med en række svar (og de af jer, som endnu ikke er overbevist om kritikkens korrekthed er sikkert igang med at formulere sådan et svar). Disse svar kan omfatte alt fra en vulgær økonomisk teori om “borgerskabets nødvendighed” til en overgivende attitude om “der er intet vi kan gøre ved det”, hvilket i sin grundvold kan koges ned til liberalismens slogan: Du kan, skal og bør ikke udfordre borgerskabets ret til at råde.
Og alt efter hvad der bliver påstået, som et svar til den simple kritik, der kan man ende ud i kortere eller længere diskussioner om idealistisk morale, som tillader en stilstand og liberalismens bevarelse i diskussionen.
Dette er i høj grad den simple kritiks egen fejl, da den går udfra, at enhver vil tage et standpunkt, som korresponderer til deres klasse, men dette er at undervurdere borgerskabets evne til at dominere samfundets ideologiske udviklingsniveau med sine selvtjenende liberale ideer. Så selvom enhver ville tendensere imod sin egen klasses standpunkt, så bruger borgerskabet dets styre og dominans til fordreje den generelle klassebevidsthed til deres fordel.

Vi bliver derfor nødt til at udvide kritikken og videnskabeliggøre den, så det er unægteligt -uanset klassestandpunkt- at kapitalismen er ustabilt, endeligt og en passerende fase af menneskets historie og at kapitalismens undergang derfor ikke blot er et politisk krav eller et påbud, som vi ønsker sker på baggrund af den ene eller den anden moralske tilbøjelighed, som kunne ændre sig, som en vejrhane i vinden.

Hvordan ville vi kunne gøre dette?
Jo, hvis vi går tilbage til forholdet mellem proletaren og borgerskabet, og vi nu prøver at se på det fra den anden side, borgerskabets side. Hvad ser vi så?
Borgerskabet starter -i modsætning til proletaren- ud med sin kapital, sine penge, formue osv. Den kan de så gøre med, som de vil, men hvis de skal fortsætte, som en del af borgerskabet, så bliver de nødt til at investere kapitalen.
Så de køber råstoffer eller vare, som de ønsker at berige, og midlerne til at berige dem med, derefter lejer de arbejdskraft til at udføre arbejdet, som faktisk beriger varen eller forvandler råstoffet til en vare.
Tilslut der sælger de så varen på markedet for en pris, som svarer til summen af råstoffernes pris, prisen for vedligeholdelsen eller erstatningen af produktionsmidlerne og arbejdets tilførte værdi (noter at dette er ikke det samme som prisen på arbejdskraften, som er strengt lavere end arbejdets tilførte værdi).
Og forskellen mellem de penge, der blev lagt ind ved investeringen, og de penge, der kom ud ved salget, er så deres profit, som de så kan bruge på at købe hvad end de har behov for og har lyst til.
Okay? Hvad nu?
Jo ser du, hvis du har en kapitalist i borgerskabet, som blot er i ligevægt (altså al profitten de tjener bliver brugt direkte på forbrugsvarer og ydelser), så ville de uundgåeligt blive udkonkurreret af en anden i borgerskabet, som forbruger mindre og tillader at de ekstra penge at gå til den næste cyklus af investering. Derfor kan det gennemsnitlige medlem af borgerskabet aldrig finde sig selv i ligevægt, enten falder de undergrænsen, går konkurs og bliver proletar eller også, så må de for evigt søge, at holde deres forskel mellem forbrug og profit over 0 (hvor meget over 0 er afhængigt af masse forskellige ting, såsom industrien, lån renter og lande lovgivning, men hvad der er vigtigt for os er blot at den skal altid være over 0).
Hvad lærer vi så af det?
Vi lærer det, at borgerskabet, som helhed, hiver købekraft ud af systemet for at fodre deres egen levevis og at det ikke kan være anderledes under kapitalisme, da det er dets egne præmisser der leder dertil. Derfor falder størstedelen af byrden om at skulle købe borgerskabets varer også på proletariatet, men vi ved allerede at proletariatet ikke har det i sin løn til at kunne købe den nødvendige mængde.
For at forstå dette lettest, så kan det hjælpe, at tænke på det, som at proletaren ville ikke kunne købe den mængde at ydelser og varer, som den selv har skabt og hvis en anden proletar skulle dække den forskel med sin løn ville det blot betyde et overskud af varer hos dem selv. Så dette medfører et konstant overskud af varer.
Og hvad så?
Jo, hvad sker der for borgerskabet, hvis deres varer ikke kan blive købt?
De indtjener ikke den profit der er nødvendig for at overleve og bliver derfor enten nødt til at låne penge, fyre medarbejdere eller hæve priserne (eller en kombination af de tre), hvilket alle som en har effekten af at gøre denne konflikt værre ved enten at gøre sine egne livskrav sværere, at mindske proletariatets totale indkomst eller ved at gøre det sværere for proletariatet at købe varerne.
Det vil betyde, at det gennemsnitlige medlem af borgerskab vil være forventet til at ligge under ligevægten.
Men, Cornelius, hører jeg dig skrige: Vi kom da lige frem til at det gennemsnitlige medlem af borgerskabet skulle have mere end ligevægt, men nu fortæller du mig at vi kan forvente at de i gennemsnit vil ligge under ligevægt, hvordan hænger det sammen?

Svaret hertil er tosidet.
Først og fremmest: det hænger ikke sammen, hvilket er nøjagtigt det vi gerne ville vise; Kapitalisme har -af sin egen natur og af sine egne regler- to følger, som er stridige, selvmodsigende og uforligelige med hinanden, hvilket må betyde at Kapitalismens stabilitet kun kan være et midlertidigt fænomen og at overproduktionen må og skal lede til kapitalistiske kriser, hvilket er hvad vi observere med regulære interval (2008-krisen falder en naturligt ind).

Dernæst, så må det pointeres at selvom det gælder at gennemsnittet af borgerskabet, at de falder for kort, så kan individuelle medlemmer af borgerskabet stadig godt være “succesfulde” ved deres klassefællers tab. Dette lærer os, at borgerskabet i sin essens er en kannibalistisk flok, der glædeligt æder hinanden hvis de fik muligheden, og at enhver fraktion af borgerskabet som gør fælles front er midlertidigt og bygger kun på omstændighedernes belejlighed. Vi kan ydermere forstå, at for borgerskabet, der er en krise og det efterfølgende økonomiske ‘boom’, som kommer når krisen er ovre, er en fratricide efterfulgt af fortæringen af deres legeme.

Alt dette viser ikke blot kapitalisme interne modstridigheder og dermed også årsagen til dens undergang, men det demonstrerer ovenikøbet kapitalismens nøgne irrationalitet. At proletariatet kan blive fyret, miste ordentlige leveforhold og gå uden varerne de har behov for ikke fordi der mangel af disse ting, men tværtimod, fordi der er for meget. At vi ved semi regulært interval gennemgår skal en krise, hvor samfundets produktionsmidler går i stå og delvist bliver ødelagt. Og mange andre konflikter, som let kunne omgås med en anden produktionsmåde.

Det socialistiske samfund
Det er nu klart at kapitalismen vil komme til en ende og overbevisningen om at Kommunisme er den doktrin, som vil lede dertil, er det der afsætte os fra enhver anden socialistisk ideologi.

Hvad bygger den kommunistiske doktrin på?
Den konkrete filosofi er sikkert noget, som vil blive berørt senere, men vores forståelse af forholdet mellem proletariatet og borgerskabet har allerede givet os et godt peg på kommunismens indhold. Hvis vi tænker over forholdet, så er det overordentligt ensidigt; Proletariatet levere arbejdet og profitten for borgerskabet. Kort sagt, proletariatet skaber langt det meste værdi i samfundet, som ikke er opstået af naturen selv, imens borgerskabet ingen nødvendig rolle holder.
En butik har ikke behov for en ejer for at kunne levere livsmidler. En fabrik har ikke behov for en fabriksejer for at producere. Proletariatet har ikke behov for borgerskabet for at arbejde. Alt hvad det kræver er, at vi på samfundsmæssigt plan bliver enige om hvad der er behov for og hvem der skal skabe det.
I sin essens er dette hvad vi kræver og arbejder for, og det kræver fra os den hårdeste strid imod borgerskabet, hvilket indholder udarbejdelsen af proletariatets klassebevidsthed og organiseringen af de mest fremadgående i et parti, der kan lede proletariatets politiske kamp indtil etableringen af proletariatets styre over borgerskabet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s